Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Issø-skolen ønsker en god sommerferie

 

Issø-skolen ønsker en god sommerferie

🌼☀️ Sommerhilsen fra Issø-skolen ☀️🌼

Kære elever, forældre, medarbejdere og skolebestyrelse Sommerferien står for døren og om lidt vil vi alle sammen synge ”Ferie-sangen” så det kan høres helt fra Kirkeby til Stenstrup. ☀️ Et skoleår består af små og store øjeblikke, der tilsammen skaber den hverdag, som gør Issø-skolen til et særligt sted at være. Fællesskaber der vokser, ny læring, grin i skolegården, udfordringer der overvindes og relationer der styrkes dag for dag. 🌸 Tak til alle skolens medarbejdere for jeres engagement, faglighed og altid gode energi. Tak fordi I hver eneste dag møder eleverne med høje forventninger, omsorg og et oprigtigt ønske om at gøre en forskel. I skaber inspirerende læringsmiljøer, hvor eleverne får mulighed for at undersøge, udforske og lære nyt. Det projektbaserede arbejde med det engagerende arbejdsspørgsmål står centralt, og giver eleverne mulighed for at være nysgerrige, tage ansvar, samarbejde og opleve, hvordan læring hænger sammen med den verden, de er en del af. Det kræver mod, kreativitet og vedholdenhed at skabe meningsfuld undervisning for vores elever. Tak for det.🌼 Tak til alle jer skønne elever for at være med til at gøre Issø-skolen til et rart sted at være. Tak fordi I hjælper når noget er svært, skaber glæde og løfter fællesskabet gennem jeres venskaber og kammeratskab. Ingen skoler bliver stærkere end de fællesskaber vi er en del af, og her bidrager I hver dag til, at alle kan føle sig som en del af noget større. 🌻 Tak til jer forældre for samarbejdet, dialogen og tilliden og fordi I bakker op om hverdagens aktiviteter, arrangementer, ture og de mange fællesskaber, som skaber gode rammer for børnenes trivsel og læring. Når skole og hjem arbejder sammen, skaber vi de bedste betingelser for børnene, og det samarbejde sætter hele skolens personale stor pris på.🌼 Og nu venter sommeren. 🏖️ En tid med lidt færre vækkeure og lidt mere frihed. En tid med sol på næsen, sand mellem tæerne og en is i hånden. En tid til nærvær, afslapning og gode oplevelser med familien. Jeg håber, at sommerferien giver mulighed for både eventyr og pauser, grin og eftertanke. Inden skoleåret slutter, skal der også lyde en særlig og hjertelig tak til Anette. Efter et arbejdsliv fyldt med engagement og omsorg går Anette på pension. Sammen med teamet har du bidraget til, at skolestarten for 1. klasse blev tryg, nærværende og god. Tak for dit engagement, din varme og din indsats. Vi ønsker dig alt det bedste i dit nye kapitel. 🌷 Til sidst vil jeg også i år udtrykke stor tak til skolebestyrelsen for jeres utrættelige energi, engagement og jeres store indsats for Issø-skolen. Jeres opbakning, perspektiver og samarbejde er en vigtig del af skolens udvikling, og både Natasja og jeg ser frem til, at vi sammen fortsætter det gode arbejde i næste skoleår. 🌼 På vegne af hele Issø-skolen ønsker jeg alle en rigtig dejlig sommer fyldt med varme, gode oplevelser og tid sammen med dem, I holder af. Pas godt på jer selv og hinanden. Jeg glæder mig til at byde jer velkommen tilbage til et dejligt gensyn tirsdag d. 11. august 2026.

De kærligste sommerhilsner ☀️ Vibeke